Tines Torino

Tines Torino - om det norditalienske eventyr

Wednesday, October 25, 2006


Imens resten af verden stresser…

Det er onsdag aften, klokken er 20.45, jeg sidder i lejligheden og hører P1. Programmet handler om stress. Der er ikke rigtig noget nyt under solen: den vestlige verden er i et alt for højt gear - ”i det røde felt” - alt for ofte, alt for længe. Rotteforsøg viser, at hvis man bliver ved med at stresse de små skadedyr, får de kræft og dør. Der er vist nærliggende paralleller at drage til homo sapiens. I forhold til mit nuværende liv kan jeg i øjeblikket rapportere, at der her på fronten ikke er fare for at ryge alt for ofte, alt for længe op i det røde felt. Her går livet sin stille gang, og jeg føler mig stadig mere privilegeret over at få dette lille pusterum.

I weekenden gjorde vi, hvad jeg vil betragte som en direkte modreaktion på at ryge op i det røde felt. Vi kørte til en lille by nordøst for Torino, som hedder Sorriso. Byen ligger på en bakketop i forhaven til Alperne med udsigt over området. En traditionel italiensk landsby med en kirke på toppen, og rundt om kirken slanger de meget smalle brolagte gader sig. Stilheden var fuldstændig gennemtrængende. Vejret var klart, og der var denne her meget karakteristiske efterårsduft af rådnende skovbund (se billede). I Sorriso ligger hotel Al Sorriso, som var vores destination. Hotellet har, udover 12 små blomsterdekorerede værelser, en trestjernet Michelin-restaurant. Det var denne, vi var valfartet til. Vi var kommet for at få den ultimative madoplevelse.

Efter de første tre minutter i restauranten havde vi allerede stiftet bekendtskab med fem forskellige servicerende sjæle. Kokkens husbond tog i mod os med menukortet. Dennes datter sørgede for at få os placeret. To forskellige tjenere tilbød brød og grissini. Vi valgte fiskemenuen, og efter 10 minutters nervøs bladren igennem vinmenuen (med 1000 forskellige vine) fik vi hjælp fra sommerlieren til at vælge en vild hvidvin fra regionen (Chardonney Lidia 1999 fra Piemonte – vi har aldrig smagt noget lignende). Vi startede med to små retter uden for menu – tatar og creme brûle med parmasan. Og herefter fulgte så himmelsk tun med sesam på glaskål, en korrupt siciliansk jomfruhummer i bisque, en cremet fiskerisotto med safran, en ukendt saltvandsfisk med himmelske grønsager, et provokerende stort udvalg af regionale oste, en lidt tungere traditionel dessert – polentalignende grød med rosiner i nøddesovs og til sidst kaffe og avec. Vi kæmpede os op på det storblomstrede værelse, smed os på sengen med et saligt smil på læben. Hvilken overdådighed af service og gastronomi! En fantasktisk oplevelse... mens resten af verden stresser.

Monday, October 09, 2006


Bryllupsklokker i Biella

At bryllupper er store i Italien er næsten overflødigt at skrive hjem om. Når mama langt om længe får smidt knægten ud af huset, så skal der virkelig festes. I går havde jeg den store glæde at være til globryllup i Biella, en smuk lille by ved foden af Alperne lidt nord for Torino. Eller man kan sige, at vi faktisk allerede varmede op til brylluppet om lørdagen, fordi vi fuldstændig blindt havde været 100 % sikker på, at bryllupper er om lørdagen – det behøver de ikke være, skulle jeg hilse at sige. Kvart over elleve i Biella lørdag formiddag stod vi foran en tom kirke med tom parkeringsplads og gloede dumt. Domani, domani, domani (i morgen) sagde den venlige kirketjener... Det er trods alt bedre at være for tidligt på den end for sent. Anden gang blev lykkens gang. Vi tog turen igen søndag, og der var det meget mere muntert. Der var både brud og brudgom, præst og organist, fine bryllupsgæster med Gucci – som det hører sig til i Italien. Selve ceremonien mindede i grove træk meget om den danske. Der var flere helgener, som skulle bedes til – og ”Det er så yndigt at følges ad” var naturligvis ikke på programmet – der var heldigvis heller ikke noget tilsvarende. Det bedste var, da selve vielsesceremonien var veloverstået. Da vendte brud og brudgom sig rundt med ansigterne mod alle gæsterne, og så rejste hele kirken sig op og klappede højt og længe. Sikke en forløsning! Det burde man indføre i den danske folkekirke. Apropos dansk, så var DK så vældig repræsenteret. Det ene vidne var såmænd danske Camilla, og vi sad ved siden af to kvinder, som begge sælger danske dyner i Biella.

Solen skinnede fra en skyfri himmel den søndag, og Alperne viste sig fra deres bedste side. Efter ceremonien kørte vi op i bjergene og nød den smukke dag ved Santuario d’Oropa.

Wednesday, October 04, 2006

Nu er jeg kommet på nettet i min lejlighed, og nu skynder jeg mig at publicere de små kommentarer, jeg har skrevet i de to en halv uge, jeg har været her...

Temmelig hjemmeligt

Så arriverede flyttekasserne fra DK. Tre uger var de undervejs, og det er da ganske godt gjort. Faktisk fik jeg lidt af et chok, da jeg så, hvor mange flyttekasser, der egentlig var. Flyttemanden blev sådan set bare ved og ved med at hive flyttekasser ud af elevatoren. Jeg synes nemlig ikke, jeg har manglet noget de par uger, jeg har været her (bortset fra en skrællekniv i køkkenet, og sådan en har jeg så ikke lige fået pakket), og kunne faktisk overhovedet ikke huske, hvad der var i kasserne. Nå, men nu har vi da fået en rigtig seng at sove i. Min DYNE – længe ventet. Riskogeren – uundværlig, vandpiben – øh, ja, den skulle også med. Cd’erne er sat på plads, de ulæste bøger fra de sidste syv år, rammer med billeder af den pukkelryggede … nu er her faktisk temmelig hjemmeligt.

Bryster har også deres ret…

Min italiensklærer har gentagne gange understreget fortræffelighederne ved at se italiensk tv, når man nu skal lære sproget. Det kan jeg kun tilslutte mig, og jeg tænder da også med jævne mellemrum fjernsynet, hvor Rai Uno, Due og Tre + et par andre kommercielle kanaler dukker op. Vi har valgt IKKE at få parabol-tv i lejligheden, da vi begge er enige om, at vi ikke er flyttet til Italien for at se tv. Men en søndag eftermiddag efter en gang træning, da ville det nu være rart med et par internationale kanaler. Hvorfor? Tjaaaaaaa, der er faktisk en grundlæggende fællesnævner for alle programmerne i italiensk fjernsyn. De er meget, meget anstrengende. Og det mener jeg fuldstændig objektivt. Der synes at være fem typer af programmer repræsenteret: 1. Nyheder (hvilket nok skal blive ok, når jeg bliver lidt bedre til at palare og capitare italiano), 2. quizz-shows med storbarmede kvinder og lidt halv-gamle mænd som værter, 3. talkshows med storbarmede kvinder og lidt halvgamle mænd som værter, 4. debatprogrammer med storbarmede kvinder og lidt halvgamle mænd som værter og 5. ja, så er der selvfølgelig latin-soaps med storbarmede kvinder og både halvgamle og unge mænd. Ser vi et mønster? Ja, det må man sige. Italiensk tv er fyldt med kvinder med store bryster, som oftest er iklædt tøj, hvor de (altså brysterne) i den grad kommer til deres ret. Og her taler vi altså om morgen-tv, eftermiddags-tv og aften-tv. Prime time tv. Men det er i virkeligheden ikke det, der er mest anstrengende er (Bortset fra at det da er lidt trivielt – og det var selvfølgelig ikke gået i DK med alle de bryster på public service kanalerne, men nu er det jo altså Berlusconis kanaler, vi her taler om), at det på italiensk tv er helt ok at tale i munden på hinanden – længe og vedholdende og ikke mindst MEGET, MEGET HØJT. De kender simpelthen ikke til taleture. Først siger jeg noget, og så må du sige noget bagefter. Niks biks. De første fem minutter er det ganske morsomt, for oftest er de inviterede gæster meget temperamentsfulde, og en gang i mellem kommer det endda til håndgemæng. Men efter de fem minutter bliver det mere og mere anstrengende og HØJLYDT. Italiensk tv handler i høj grad om kvindelige attributter og snak, snak, snak og snak. Og det er jo i sig selv ikke så malplaceret på tv. Men det kan da ikke være meningen, at man efter at have set fem minutter skal have samme fornemmelse i hovedet, som hvis man havde været til fem års fødselsdag i børnehaven - med Pamela Anderson som pædagog, vel at mærke.

At lede efter 20 konvolutter…

Jeg fandt gær, jeg fandt skummetmælk, jeg fandt havregryn (til 20 kr./kg!), men det tog mig faktisk adskillige dage at finde et sted, hvor jeg kan købe mere end én konvolut. Det kan synes en smule ligegyldigt og bagatel-agtigt, men når man nu faktisk har brug for 20 konvolutter, så vokser problematikken hurtigt. Una busta hedder det, og ja, det har en flertalsform venti (20) buste, selv om man undrer sig over, hvad italienerne skal bruge en flertalsform til, når man kun kan købe én ad gangen. Nå, men altså jeg fandt dem langt om længe. Pointen? Tjo, vel bare, at det nogle gange kan overraske, hvilke udfordringer man kan støde ind i, når man er af sted på eventyr.

Så oprandt dagen, hvor jeg skulle registrere mig på den italienske arbejdsformidling. I mit hoved havde jeg dannet et billede af nogle meget nøgne kontorer (faktisk lidt polsk udseende, hvis du kan følge mig), hvor der sidder nogle italienske højtråbende skrankepaver og bestemmer hint og dette. Det viste sig langt hen ad vejen at holde stik, da jeg tropper op på dagens første destination, INPS, inde i midten af byen. Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad det er for et sted, men det må være noget i retningen af et socialkontor, for sammen med mig i venteværelset befandt der sig et antal ældre italienske mænd, og ja et skilt med ordet pensione. Derudover var der undertegnede og et helt hold af gravide kvinder. På mirakuløs vis fik jeg faktisk trukket det rigtige nummer til den rigtige kø – udelukkelsesmetoden har vist sig brugbar flere gange i dag. Den rigtige blanket blev fundet, og jeg blev sendt af sted til arbejdsformidlingen, som ligger på via Bologna et godt stykke uden for centrum. I andet hug kom jeg med den rigtige sporvogn (der var tale om decideret sjusk – jeg fik ikke læst kortet ordentligt!) og 45 minutter efter var jeg klar til arbejdsformidlingen (og efter at have udfyldt min blanket med hjælp fra min dizionari universal – italiano-inglese).

Efter at have stået i den forkerte kø en ganske betragtelig tid (man kan ikke være heldig hver gang) fik jeg endelig fat i en ung mand på krykker (! – han var altså ansat), som fik mig på en ny etage og i en ny kø – hvor jeg faktisk kom direkte foran i køen – både foran de to sigøjnere, den meget høje afro-fyr og punk-knægten. (social og etnisk lighed og min bare …)
Mine forventninger til at melde mig på den italienske arbejdsformidling har været lidt blandede. På den ene side troede jeg, det ville være temmelig usandsynligt, hvis de sendte mig ud i arbejde – på den anden side ved man jo aldrig. Jeg havde dog ikke troet, at sagsbehandleren (hvis man da kan kalde den lille tykke, meget flirtende mandsperson det) ville sige følgende: ”Do you want us to find you a job – or do you just want the money?”

Øhhhhh. Så tager jeg bare pengene (selvfølgelig først efter at have forhørt mig om der reelt var job til sådan en som mig – men der var mest noget med noget macchinario – maksineri)!

Bøger i boksershorts

Jeg havde mine bange anelser om Torinesernes manglende sprogkundskaber (eller i virkeligheden - og i den sådan meget politisk korrekte virkeligheden - er det jo mine manglende italienskkundskaber). Mine anelser svarede fuldstændig til, hvordan det forholder sig hernede – og ja, der er kun én ting at gøre, og det er at få lært sproget. Jeg vil ikke sige, at jeg har været i problemer endnu – ikke sådan rigtigt. Men jeg har en fornemmelse af, at det kunne jeg nok meget snart komme.

Der var dog den lille episode uden for boghandleren, hvor jeg helt stille og roligt bare stod og passede mine egne sager (læs: gloede sultent ind på en helt masse bøger, som jeg ikke kan læse). Jeg kan se en yngre mand stå lige bag hylderne inde i butikken og tænker måske nok, at han ikke liiiige ligner én, som læser Dante, inden han falder i søvn, men man skal passe på med den slags fordomme. Pludseligt ser jeg knægten stikke en bog ned i sine bukser (og underbukser: adddr!), mens han frejdigt kigger videre på boghylderne uden at se særlig skyldig ud. Så er det jeg tænker: Skal jeg nu gå ind og sladre til den venlige dame? Jeg står lidt og venter og håber, at han gør det igen (vel vidende om, at han nok ikke kan have ret mange bøger i sine underbukser!), for man kan jo godt stå og blive i tvivl om, om det virkelig var det, man så… Men forestil dig lige scenariet: Jeg går ind i butikken: Excuse me… do you speak English? Ekspedient: no: øhhhhhhhhhhhhh, the boy… øhhhh, il ragazzo øhhhh, in his boxer shorts (italiensk: mutandine) (peger på egne underbukser) øhhhhhhh. Knægten er da væk laaaaaaaaang tid inden, hun forstår, hvor jeg vil hen. Hvor deprimerende! Jeg må altså få lært tungen til at slå de rette folder.

Det er faktisk ganske lærerigt at være totalt uden sprog. Det kan godt være, at man tænker, at det er ikke så slemt. Og specielt ikke for en, som både kan lidt tysk og fransk oveni det engelske. Man der tager man fejl. Det er slemt. Det er lige som om, at alle de andre har en hemmelighed, som de deler med hinanden, men som de på intet tidspunkt har tænkt sig at dele med sådan én som mig. Det kan ikke gå hurtigt nok. Der er grænser for, hvor lang tid man gider at blive holdt uden for i skolegården – der er grænser for, hvor længe jeg finder mig i at stå uden for denne helt særlige loge af italiensk talende. Og jaa! Jeg er i gang. Jeg tæller og terper og taler og triller på r’erne – så mon ikke snart (om de romerske guder vil det), at jeg er i stand til at købe en enkelt pomodoro på markedet.