Tines Torino

Tines Torino - om det norditalienske eventyr

Tuesday, January 23, 2007

Undskyld Hr., vil De flytte Deres sko? Jeg venter gæster i aften…

Der er utrolig mange måder at opleve den italienske kultur på – noget med at spise maden, drikke vinen, se på kunsten, lytte til musikken, tale og forstå sproget osv. Men kultur handler jo i høj grad også om adfærd – hvordan man gebærder sig. Og det er måske her, at italienerne er allermest særprægede og underholdende. Sjældent har jeg hørt så mange: Man bør…, man skal.., man må ikke…, man skal helst…, det er ikke så godt, hvis man…, hvis man gør sådan, betyder det… Meget er italesat, andet finder man ud af, når man bliver overbegloet og nedstirret. Jeg kan nævne i flæng: Ingen cappuccino efter frokost (det er morgenmaden!), upudsede sko betyder dårlig karakter, ingen aftensmad før kl. 20 (køkkenerne åbner simpelthen ikke før), ingen kondisko på søndagsturen, gå ikke ud med vådt hår, og hvis man er kvinde: gå ikke ud UDEN makeup, titler er ALT – og de skal bruges – og der er meget, meget mere. Men en af de små pudsige ting, som vi både har fået italesat og fået at vide på en mere interessant måde er, hvorvidt det er ok at sætte sine sko på sin måtte uden for sin lejlighedsdør. Det kan måske virke som en mindre betydelig ting, og ja, sådan startede det faktisk også, men så går der jo sport i det. Husbonden havde placeret sine sko uden for døren efter en hike i mudder. Næste dag da vi åbner døren, er skoene kylet ned af trappen! I vores naivitet tror vi, at det er nok et uheld. Lørdagen efter ringer vores lille terrier af en nabokone på døren og beder os helt seriøst om at flytte vores sko ind, da hun får gæster senere på aftenen. Så kunne vi jo nok lægge to og to sammen. Vi testede ugen efter, og minsandten om skoene ikke fik en tur ned af trappen. Vi har spurgt mere venligtsindede lokale, og ja: at sætte skoene uden for på måtten… det gør man altså bare ikke!

Friday, January 19, 2007

Hvad i al verden foregår der?
Meget, meget besynderligt... vi har 23 grader i Torino i dag. PLUS-grader vel at mærke. Det er faktisk næsten foruroligende. Det er jo trods alt den 19. jaunuar i dag. Global opvarmning??? hmm...

Thursday, January 11, 2007


International Women's Club of Torino
(man må gerne fnise - men det var faktisk ret underholdende!)

Det var med blandede forventninger, jeg i tirsdags kridtede skoene for at tage til mit første møde i International Women's Club of Torino (IWCT) på Turin Palace Hotel i midtbyen. For hvad søren skal man forvente sig af et kaffemøde i en international kvindeklub i Norditalien. Som udgangspunkt og under mere sådan almindelige omstændigheder har jeg det en smule svært med et koncept, som udelukkende involverer kvinder, fordi de er kvinder. Som sproglig student og humanist har dele af mit liv været en form for kvindeklub under mindre organiserede forhold, og derfor har jeg måske ikke det store behov for at opsøge denne type af klub. Men nu kan man jo ikke kalde mit eventyr i Torino for "almindelige omstændigheder", derfor besluttede jeg mig for at give det en chance.

Setup'et er ganske sympatisk og egentlig meget enkelt. Halvanden hundrede kvinder fra det meste af verden bosiddende i Torino ser en stor fordel i at dele erfaringer om at leve et liv i en til tider lidt svær tilgængelig kultur. Kriterierne for optagelse er enkle - du skal kunne tale engelsk. Klubben arrangerer en række aktiviteter f.eks. ture i området, restaurantbesøg, vinsmagning, strikkeklub osv. Disse kvinder vil hinanden det bedste - og alle kan huske, hvordan det var den første tid, hvor man ikke forstår en klap af, hvad der foregår. Når det er sagt, så skal jeg indrømme, at da jeg tog de første skridt ind i selskabslokalet, hvor "Coffee-mornings" foregår, da var jeg ganske tæt på at vende om. Det yngste medlem på det tidspunkt har nok været 60! Men før jeg havde set mig om, havde jeg hilst på den storsmilende østrigste formand, fået en kop kaffe og en småkage i hånden og var i fuld gang med at blive sat ind i Klubbens historie og væsen af en meget ihærdig italiensk "nonna" (bedstemor). Efter en time havde jeg trykket mindst 20 kvinder i hånden, udvekslet tlf.nr. med 3 og var i gang med at få en italiensk enkes livshistorie om et fantastisk liv med udstationeringer i hele verden (det skal også siges, at lidt efter lidt faldt gennemsnitsalderen betydeligt, dog aldrig ned i nærheden af min i denne kontekst vårhare-alder).

Catharina fra Paris, Claudia fra Genève, Rutha fra Østrig, Maria Teresa fra Italien, Betsy fra Arizona. Jeg tror, at det, der slog mig mest i tirsdags, var, hvor fascinerende det var at mødes med alle disse kvinder med utrolig forskellige baggrunde fra hele verden med den fællesnævner at være kommet til Torino uden at kende et øje. Og ja, det er en kvindeklub af den simple grund, at langt de fleste, undertegnede inklusiv, er kommet hertil, fordi deres mand har fået job her. Det er en kendsgerning. Og at være ikke-italiensk kvinde i Italien er ikke altid en dans på roser. Ensomhed, isolation og lavt selvværd har været hverdag for mange. Dels pga. sprog men også fordi kvinders plads i samfundet indtil for ganske kort tid siden mindede om Danmark for 40-50 år siden (det er dog i stor udstrækning ved at ændre sig - især i Norditalien). Her har klubben spillet en positiv rolle for mange.

Jeg sluttede af i entreen med i bogstaveligste forstand at blive overfaldet af Betsy from Arizona, som havde en meget sjælden sygdom (it's actually very interesting - I'll write it down for you!), hun gerne ville fortælle mig om til næste møde. Mens hun twangede derudaf om 5 brødre og amerikansk college football, fik jeg jakken på og lige så stille løsnet mig fra det amerikanske jerngreb. Holy mother - sikken et show! Men hvor var det dog underholdende, så ganske interessant og ikke mindst en stor hjælp til at komme et par skridt videre med tilværelsen i Torino.

Wednesday, January 03, 2007

Back in business...

Jeps, så er jeg tilbage i fin italiensk storform efter 2 1/2 uge i Danmark. Solen har skinnet fra en stor set skyfri himmel, siden vi ankom. Det er dejligt at være tilbage i lejligheden, til Torino, til bjergene, til pasta og pizza og ciao og bon giorno.

Nytåret blev fejret på ski i Sauze d'Oulx i selskab med en utrolig masse britere (som åbenbart har Italien som yndlingsskiferiemål), en flok danske skiguider, som endnu ikke havde nogle gæster at passe på og op, og så selvfølgelig de glade indfødte, som i den grad hyggede sig med god mad, vin, venner og solskin på pisten. Britere er jo kendt for at være ganske festglade, og dette holdt fint stik nytårsaften. Den lille bjergbys engelske, irske og skotske pubber kogte af glad britpop og "What can I get ya, luv?". I følge en australsk off-license-forpagter (!) var der måske lige lovlig meget britisk atmosfære i byen. På to ganske korte samtaler med hende nåede hun i den grad at klage over de gamle imperialister, som øjensynligt lader til at præge området ganske mærkbart - måske på en knap så positiv måde. Gemalen og undertegnede overvejer at undersøge, om vi kan åbne et dansk værtshus i byen for give briterne lidt modspil. Efter nærmere overvejelser er spørgsmålet dog, om et dansk etablissement har lige så stor herlighedsværdi som eksempelvis en irsk pub. Et sæt og 3 stykker smørrebrød kunne da sagtens konkurrere med full English breakfast, eller hvad???

Apropos mad, ja så er nytåret jo som sædvanlig en tid til at reflektere over, om man fik indtaget en smule for meget over julen, og om det får konsekvens for eksempelvis motionshyppighed og sådan noget. Tjaa, og så læste jeg et sted (kan ikke lige huske hvor), at italienere i gennemsnit vejer 7 kg mindre end danskerne (og de er naturligvis også væsentligt lavere, vil jeg lige tilføje). Jeg er ikke overrasket. Gadebilledet er i den grad helt blottet for overvægtige italienere, hvilket også har været en ganske interessant observation for de fleste gæster, vi har haft fornøjelsen af at huse hernede. Med al den mad, olie, pasta, hvid brød, skinker osv., ja da er det sgu da opsigtsvækkende, at størrelse 36 er standard for italienske kvinder. Men ikke desto mindre er det altså sådan. Da jeg i formiddags for gud ved hvilken gang gik ned at Via Cernia, kom jeg forbi en kæmpe vægt, som mest af alt lignede en kreaturvægt. Hvad søren mon den står her for? Det er da en højst mærkværdig genstand at have stående midt på fortorvet. Den bar teksten: Watch your health - watch your weight. Men ikke mig - jeg har set og hørt, at det jo nærmest er en slankekur at blive italiener - det kan ikke gå hurtigt nok med at lade sig integrere...