Il Tempo libero

Jeg læser hvert uge bladet Internazionale (Ogni settimana il meglio dei giornali de tutto il mondo - hver uge det bedste fra aviser fra hele verden). Konceptet er godt, en form for international Weekendavisen, og selvfølgelig en ganske glimrende måde at forbedre sit italienske volabular på.

I forrige uge stødte jeg så på artiklen "Il tempo libero come risorsa" (Fritiden som resource), som gennem britiske øjne (det er oprindelig en aritikel fra "Financial Times") forsøger at finde hemmeligheden bag den økonomiske og velfærdsmæssige succes i Norden. Tesen er, at de skandinaviske lande og deres befolkninger betragter fritid som en ressource. Kombineret med en protestantisk tilgang til arbejde fører det øjensynligt til, at svenskere, nordmænd, danskere og finnere (kald dem bare fritidsnarkomaner med hang til familie og hobbydyrkelse) formår at skabe liv med en perfekt balance mellem arbejde og fritid (og dermed effektive samfund). Artiklen afslører endda, at den skandinaviske arbejdsstyrke forlader arbejdet kl. 16 og 17 hver eftermiddag (med efterfølgende udråbstegn!). Artiklen er trykt ved siden af et billede af to nordiske folkedansere, der ligger og slapper af i en mælkebøtteeng! (Jeg sætter lige selv et udråbstegn!). Journalisten slutter af med retorisk at spørge, om al denne fritid kan tolkes som et symptom på samfundenes begyndende dekadance, eller dette virkelig er vejen til succes. Jeg synes egentlig, det var et ganske relevant spørgsmål, for så sent som denne weekend læser jeg på dr.dk følgende:

"...danskernes kolossale ambitioner om perfekte børn, et perfekt familieliv med masser af venner og fine middage, tidkrævende fritidsinteresser, udlandsrejser,
sommerhuse og lystbåde kolliderer med, at vi også bruger mere tid på vores
arbejde end tidligere."

Og sociologen Henrik Dahl er citeret:

"For mange ligger det hårdeste slid i dag i familien og i fritiden. Vi kender alle den er med, at det skal blive godt at komme ind på kontoret og slappe lidt af".

Man kan jo godt forstå, at det for visse dele af Europa kan virke temmelig besynderligt, hvad det er, vi har gang i i Norden. Vi arbejder ikke særlig meget (er påstanden), og så bliver vi ovenikøbet stresset af at holde fri (er påstanden). Det er kompliceret at være skandinav - og ganske sjovt at blive udsat for en romantisk fordom om de fritidselskende, folkedansende blonde folkefærd mod nord.

Løn: 1000 Euro/md - Velkommen til det italienske jobmarked

I dag har jeg været til mit første jobinterview i Torino. Det var en ganske interessant oplevelse på mange måder. Aftalen kom i stand, fordi jeg havde mødt en amerikansk kvinde, som kendte en anden amerikansk kvinde, som engang havde været til jobsamtale i pågældende firma. Det var naturligvis en sejr at få aftalen i hus, eftersom det kan være lidt af en udfordring at komme ind i den italienske kommunikationbranche, når man er uddannet i dansk kommunikation og - på trods af nu efterhånden 6 måneder i landet - ikke helt taler sproget flydende endnu.

Det er første gang, at jeg har været til et jobinterview, hvor intervieweren faktisk ikke var særlig interesseret i, hvem jeg var, og hvad jeg har lavet. "Are you organized?" og "how long have you been here?" var godt og vel det, hun lige kunne finde på. På mit spørgsmål "are there anything else you need to know about me" - svarede hun, at jeg i princippet jo kunne sidde at finde på alt muligt - den eneste mulighed, hun havde for at lære mig at kende, var at se mig arbejde. Normalt ville hun kræve tre måneder uden løn - men med mit cv kunne hun jo ikke bede mig om det!!! NEJ, det kunne hun godt nok ikke. Til gengæld kunne hun så tilbyde mig 1000 Euro om måneden - formentlig sort! Jeg har desværre måttet erkende, at dette lønniveau desværre ikke er så unormalt hernede. Holy madonna. Welcome to the italian job jungle. Det er svært at se sig selv arbejde for 1000 Euro om måneden - men nu går jeg altså og venter på et konkret tilbud fra dem, så må jeg lige overveje, om det faktisk er det værd - man kan jo have sine tvivl...