Back in business...

Jeps, så er jeg tilbage i fin italiensk storform efter 2 1/2 uge i Danmark. Solen har skinnet fra en stor set skyfri himmel, siden vi ankom. Det er dejligt at være tilbage i lejligheden, til Torino, til bjergene, til pasta og pizza og ciao og bon giorno.

Nytåret blev fejret på ski i Sauze d'Oulx i selskab med en utrolig masse britere (som åbenbart har Italien som yndlingsskiferiemål), en flok danske skiguider, som endnu ikke havde nogle gæster at passe på og op, og så selvfølgelig de glade indfødte, som i den grad hyggede sig med god mad, vin, venner og solskin på pisten. Britere er jo kendt for at være ganske festglade, og dette holdt fint stik nytårsaften. Den lille bjergbys engelske, irske og skotske pubber kogte af glad britpop og "What can I get ya, luv?". I følge en australsk off-license-forpagter (!) var der måske lige lovlig meget britisk atmosfære i byen. På to ganske korte samtaler med hende nåede hun i den grad at klage over de gamle imperialister, som øjensynligt lader til at præge området ganske mærkbart - måske på en knap så positiv måde. Gemalen og undertegnede overvejer at undersøge, om vi kan åbne et dansk værtshus i byen for give briterne lidt modspil. Efter nærmere overvejelser er spørgsmålet dog, om et dansk etablissement har lige så stor herlighedsværdi som eksempelvis en irsk pub. Et sæt og 3 stykker smørrebrød kunne da sagtens konkurrere med full English breakfast, eller hvad???

Apropos mad, ja så er nytåret jo som sædvanlig en tid til at reflektere over, om man fik indtaget en smule for meget over julen, og om det får konsekvens for eksempelvis motionshyppighed og sådan noget. Tjaa, og så læste jeg et sted (kan ikke lige huske hvor), at italienere i gennemsnit vejer 7 kg mindre end danskerne (og de er naturligvis også væsentligt lavere, vil jeg lige tilføje). Jeg er ikke overrasket. Gadebilledet er i den grad helt blottet for overvægtige italienere, hvilket også har været en ganske interessant observation for de fleste gæster, vi har haft fornøjelsen af at huse hernede. Med al den mad, olie, pasta, hvid brød, skinker osv., ja da er det sgu da opsigtsvækkende, at størrelse 36 er standard for italienske kvinder. Men ikke desto mindre er det altså sådan. Da jeg i formiddags for gud ved hvilken gang gik ned at Via Cernia, kom jeg forbi en kæmpe vægt, som mest af alt lignede en kreaturvægt. Hvad søren mon den står her for? Det er da en højst mærkværdig genstand at have stående midt på fortorvet. Den bar teksten: Watch your health - watch your weight. Men ikke mig - jeg har set og hørt, at det jo nærmest er en slankekur at blive italiener - det kan ikke gå hurtigt nok med at lade sig integrere...