Bryster har også deres ret…

Min italiensklærer har gentagne gange understreget fortræffelighederne ved at se italiensk tv, når man nu skal lære sproget. Det kan jeg kun tilslutte mig, og jeg tænder da også med jævne mellemrum fjernsynet, hvor Rai Uno, Due og Tre + et par andre kommercielle kanaler dukker op. Vi har valgt IKKE at få parabol-tv i lejligheden, da vi begge er enige om, at vi ikke er flyttet til Italien for at se tv. Men en søndag eftermiddag efter en gang træning, da ville det nu være rart med et par internationale kanaler. Hvorfor? Tjaaaaaaa, der er faktisk en grundlæggende fællesnævner for alle programmerne i italiensk fjernsyn. De er meget, meget anstrengende. Og det mener jeg fuldstændig objektivt. Der synes at være fem typer af programmer repræsenteret: 1. Nyheder (hvilket nok skal blive ok, når jeg bliver lidt bedre til at palare og capitare italiano), 2. quizz-shows med storbarmede kvinder og lidt halv-gamle mænd som værter, 3. talkshows med storbarmede kvinder og lidt halvgamle mænd som værter, 4. debatprogrammer med storbarmede kvinder og lidt halvgamle mænd som værter og 5. ja, så er der selvfølgelig latin-soaps med storbarmede kvinder og både halvgamle og unge mænd. Ser vi et mønster? Ja, det må man sige. Italiensk tv er fyldt med kvinder med store bryster, som oftest er iklædt tøj, hvor de (altså brysterne) i den grad kommer til deres ret. Og her taler vi altså om morgen-tv, eftermiddags-tv og aften-tv. Prime time tv. Men det er i virkeligheden ikke det, der er mest anstrengende er (Bortset fra at det da er lidt trivielt – og det var selvfølgelig ikke gået i DK med alle de bryster på public service kanalerne, men nu er det jo altså Berlusconis kanaler, vi her taler om), at det på italiensk tv er helt ok at tale i munden på hinanden – længe og vedholdende og ikke mindst MEGET, MEGET HØJT. De kender simpelthen ikke til taleture. Først siger jeg noget, og så må du sige noget bagefter. Niks biks. De første fem minutter er det ganske morsomt, for oftest er de inviterede gæster meget temperamentsfulde, og en gang i mellem kommer det endda til håndgemæng. Men efter de fem minutter bliver det mere og mere anstrengende og HØJLYDT. Italiensk tv handler i høj grad om kvindelige attributter og snak, snak, snak og snak. Og det er jo i sig selv ikke så malplaceret på tv. Men det kan da ikke være meningen, at man efter at have set fem minutter skal have samme fornemmelse i hovedet, som hvis man havde været til fem års fødselsdag i børnehaven - med Pamela Anderson som pædagog, vel at mærke.