Bøger i boksershorts

Jeg havde mine bange anelser om Torinesernes manglende sprogkundskaber (eller i virkeligheden - og i den sådan meget politisk korrekte virkeligheden - er det jo mine manglende italienskkundskaber). Mine anelser svarede fuldstændig til, hvordan det forholder sig hernede – og ja, der er kun én ting at gøre, og det er at få lært sproget. Jeg vil ikke sige, at jeg har været i problemer endnu – ikke sådan rigtigt. Men jeg har en fornemmelse af, at det kunne jeg nok meget snart komme.

Der var dog den lille episode uden for boghandleren, hvor jeg helt stille og roligt bare stod og passede mine egne sager (læs: gloede sultent ind på en helt masse bøger, som jeg ikke kan læse). Jeg kan se en yngre mand stå lige bag hylderne inde i butikken og tænker måske nok, at han ikke liiiige ligner én, som læser Dante, inden han falder i søvn, men man skal passe på med den slags fordomme. Pludseligt ser jeg knægten stikke en bog ned i sine bukser (og underbukser: adddr!), mens han frejdigt kigger videre på boghylderne uden at se særlig skyldig ud. Så er det jeg tænker: Skal jeg nu gå ind og sladre til den venlige dame? Jeg står lidt og venter og håber, at han gør det igen (vel vidende om, at han nok ikke kan have ret mange bøger i sine underbukser!), for man kan jo godt stå og blive i tvivl om, om det virkelig var det, man så… Men forestil dig lige scenariet: Jeg går ind i butikken: Excuse me… do you speak English? Ekspedient: no: øhhhhhhhhhhhhh, the boy… øhhhh, il ragazzo øhhhh, in his boxer shorts (italiensk: mutandine) (peger på egne underbukser) øhhhhhhh. Knægten er da væk laaaaaaaaang tid inden, hun forstår, hvor jeg vil hen. Hvor deprimerende! Jeg må altså få lært tungen til at slå de rette folder.

Det er faktisk ganske lærerigt at være totalt uden sprog. Det kan godt være, at man tænker, at det er ikke så slemt. Og specielt ikke for en, som både kan lidt tysk og fransk oveni det engelske. Man der tager man fejl. Det er slemt. Det er lige som om, at alle de andre har en hemmelighed, som de deler med hinanden, men som de på intet tidspunkt har tænkt sig at dele med sådan én som mig. Det kan ikke gå hurtigt nok. Der er grænser for, hvor lang tid man gider at blive holdt uden for i skolegården – der er grænser for, hvor længe jeg finder mig i at stå uden for denne helt særlige loge af italiensk talende. Og jaa! Jeg er i gang. Jeg tæller og terper og taler og triller på r’erne – så mon ikke snart (om de romerske guder vil det), at jeg er i stand til at købe en enkelt pomodoro på markedet.