Bryllupsklokker i Biella

At bryllupper er store i Italien er næsten overflødigt at skrive hjem om. Når mama langt om længe får smidt knægten ud af huset, så skal der virkelig festes. I går havde jeg den store glæde at være til globryllup i Biella, en smuk lille by ved foden af Alperne lidt nord for Torino. Eller man kan sige, at vi faktisk allerede varmede op til brylluppet om lørdagen, fordi vi fuldstændig blindt havde været 100 % sikker på, at bryllupper er om lørdagen – det behøver de ikke være, skulle jeg hilse at sige. Kvart over elleve i Biella lørdag formiddag stod vi foran en tom kirke med tom parkeringsplads og gloede dumt. Domani, domani, domani (i morgen) sagde den venlige kirketjener... Det er trods alt bedre at være for tidligt på den end for sent. Anden gang blev lykkens gang. Vi tog turen igen søndag, og der var det meget mere muntert. Der var både brud og brudgom, præst og organist, fine bryllupsgæster med Gucci – som det hører sig til i Italien. Selve ceremonien mindede i grove træk meget om den danske. Der var flere helgener, som skulle bedes til – og ”Det er så yndigt at følges ad” var naturligvis ikke på programmet – der var heldigvis heller ikke noget tilsvarende. Det bedste var, da selve vielsesceremonien var veloverstået. Da vendte brud og brudgom sig rundt med ansigterne mod alle gæsterne, og så rejste hele kirken sig op og klappede højt og længe. Sikke en forløsning! Det burde man indføre i den danske folkekirke. Apropos dansk, så var DK så vældig repræsenteret. Det ene vidne var såmænd danske Camilla, og vi sad ved siden af to kvinder, som begge sælger danske dyner i Biella.

Solen skinnede fra en skyfri himmel den søndag, og Alperne viste sig fra deres bedste side. Efter ceremonien kørte vi op i bjergene og nød den smukke dag ved Santuario d’Oropa.