Imens resten af verden stresser…

Det er onsdag aften, klokken er 20.45, jeg sidder i lejligheden og hører P1. Programmet handler om stress. Der er ikke rigtig noget nyt under solen: den vestlige verden er i et alt for højt gear - ”i det røde felt” - alt for ofte, alt for længe. Rotteforsøg viser, at hvis man bliver ved med at stresse de små skadedyr, får de kræft og dør. Der er vist nærliggende paralleller at drage til homo sapiens. I forhold til mit nuværende liv kan jeg i øjeblikket rapportere, at der her på fronten ikke er fare for at ryge alt for ofte, alt for længe op i det røde felt. Her går livet sin stille gang, og jeg føler mig stadig mere privilegeret over at få dette lille pusterum.

I weekenden gjorde vi, hvad jeg vil betragte som en direkte modreaktion på at ryge op i det røde felt. Vi kørte til en lille by nordøst for Torino, som hedder Sorriso. Byen ligger på en bakketop i forhaven til Alperne med udsigt over området. En traditionel italiensk landsby med en kirke på toppen, og rundt om kirken slanger de meget smalle brolagte gader sig. Stilheden var fuldstændig gennemtrængende. Vejret var klart, og der var denne her meget karakteristiske efterårsduft af rådnende skovbund (se billede). I Sorriso ligger hotel Al Sorriso, som var vores destination. Hotellet har, udover 12 små blomsterdekorerede værelser, en trestjernet Michelin-restaurant. Det var denne, vi var valfartet til. Vi var kommet for at få den ultimative madoplevelse.

Efter de første tre minutter i restauranten havde vi allerede stiftet bekendtskab med fem forskellige servicerende sjæle. Kokkens husbond tog i mod os med menukortet. Dennes datter sørgede for at få os placeret. To forskellige tjenere tilbød brød og grissini. Vi valgte fiskemenuen, og efter 10 minutters nervøs bladren igennem vinmenuen (med 1000 forskellige vine) fik vi hjælp fra sommerlieren til at vælge en vild hvidvin fra regionen (Chardonney Lidia 1999 fra Piemonte – vi har aldrig smagt noget lignende). Vi startede med to små retter uden for menu – tatar og creme brûle med parmasan. Og herefter fulgte så himmelsk tun med sesam på glaskål, en korrupt siciliansk jomfruhummer i bisque, en cremet fiskerisotto med safran, en ukendt saltvandsfisk med himmelske grønsager, et provokerende stort udvalg af regionale oste, en lidt tungere traditionel dessert – polentalignende grød med rosiner i nøddesovs og til sidst kaffe og avec. Vi kæmpede os op på det storblomstrede værelse, smed os på sengen med et saligt smil på læben. Hvilken overdådighed af service og gastronomi! En fantasktisk oplevelse... mens resten af verden stresser.