International Women's Club of Torino
(man må gerne fnise - men det var faktisk ret underholdende!)

Det var med blandede forventninger, jeg i tirsdags kridtede skoene for at tage til mit første møde i International Women's Club of Torino (IWCT) på Turin Palace Hotel i midtbyen. For hvad søren skal man forvente sig af et kaffemøde i en international kvindeklub i Norditalien. Som udgangspunkt og under mere sådan almindelige omstændigheder har jeg det en smule svært med et koncept, som udelukkende involverer kvinder, fordi de er kvinder. Som sproglig student og humanist har dele af mit liv været en form for kvindeklub under mindre organiserede forhold, og derfor har jeg måske ikke det store behov for at opsøge denne type af klub. Men nu kan man jo ikke kalde mit eventyr i Torino for "almindelige omstændigheder", derfor besluttede jeg mig for at give det en chance.

Setup'et er ganske sympatisk og egentlig meget enkelt. Halvanden hundrede kvinder fra det meste af verden bosiddende i Torino ser en stor fordel i at dele erfaringer om at leve et liv i en til tider lidt svær tilgængelig kultur. Kriterierne for optagelse er enkle - du skal kunne tale engelsk. Klubben arrangerer en række aktiviteter f.eks. ture i området, restaurantbesøg, vinsmagning, strikkeklub osv. Disse kvinder vil hinanden det bedste - og alle kan huske, hvordan det var den første tid, hvor man ikke forstår en klap af, hvad der foregår. Når det er sagt, så skal jeg indrømme, at da jeg tog de første skridt ind i selskabslokalet, hvor "Coffee-mornings" foregår, da var jeg ganske tæt på at vende om. Det yngste medlem på det tidspunkt har nok været 60! Men før jeg havde set mig om, havde jeg hilst på den storsmilende østrigste formand, fået en kop kaffe og en småkage i hånden og var i fuld gang med at blive sat ind i Klubbens historie og væsen af en meget ihærdig italiensk "nonna" (bedstemor). Efter en time havde jeg trykket mindst 20 kvinder i hånden, udvekslet tlf.nr. med 3 og var i gang med at få en italiensk enkes livshistorie om et fantastisk liv med udstationeringer i hele verden (det skal også siges, at lidt efter lidt faldt gennemsnitsalderen betydeligt, dog aldrig ned i nærheden af min i denne kontekst vårhare-alder).

Catharina fra Paris, Claudia fra Genève, Rutha fra Østrig, Maria Teresa fra Italien, Betsy fra Arizona. Jeg tror, at det, der slog mig mest i tirsdags, var, hvor fascinerende det var at mødes med alle disse kvinder med utrolig forskellige baggrunde fra hele verden med den fællesnævner at være kommet til Torino uden at kende et øje. Og ja, det er en kvindeklub af den simple grund, at langt de fleste, undertegnede inklusiv, er kommet hertil, fordi deres mand har fået job her. Det er en kendsgerning. Og at være ikke-italiensk kvinde i Italien er ikke altid en dans på roser. Ensomhed, isolation og lavt selvværd har været hverdag for mange. Dels pga. sprog men også fordi kvinders plads i samfundet indtil for ganske kort tid siden mindede om Danmark for 40-50 år siden (det er dog i stor udstrækning ved at ændre sig - især i Norditalien). Her har klubben spillet en positiv rolle for mange.

Jeg sluttede af i entreen med i bogstaveligste forstand at blive overfaldet af Betsy from Arizona, som havde en meget sjælden sygdom (it's actually very interesting - I'll write it down for you!), hun gerne ville fortælle mig om til næste møde. Mens hun twangede derudaf om 5 brødre og amerikansk college football, fik jeg jakken på og lige så stille løsnet mig fra det amerikanske jerngreb. Holy mother - sikken et show! Men hvor var det dog underholdende, så ganske interessant og ikke mindst en stor hjælp til at komme et par skridt videre med tilværelsen i Torino.