Tines Torino

Tines Torino - om det norditalienske eventyr

Monday, February 26, 2007





Weekend med kager, bilfri søndag og operakoncert om den gæve krigsherre Hannibal (i skikkelse af en meget blid japansk tenor)


En dejlig weekend i Torino er netop slut. På denne mandag formiddag sidder jeg og gør status over, hvad der må siges at have været en ganske fortrinlig weekend med kulturelle såvel som kulinariske glæder her i Torino. Læg lige mærke til den lille "gave" her til venstre. Jeg skal nok senere afsløre, hvad der gemmer sig under papiret.

I aftes havde vi fornøjelsen af at overvære en operakoncert på konservatoriet i Torino om den berømte krigsherre Hannibal (ham med elefanterne). Det viser sig, at Hannibal (på italiensk "Annibale") i et af hans berømte slag mod romerne, vist i 2. puniske krig, befandt sig i Torino. Dette faktum og at Giovanni Paisiello i 1700-tallet komponerede en opera over temaet, var baggrunden for opførelsen af denne koncert i aftes i Torino. Jeg må blankt erkende, at jeg stadig ikke helt kan gennemskue handlingen: flere af krigsherrene blev sunget af unge kvinder, og Hannibal tog skikkelse af en lidet høj japaner i jakkesæt, som til tider lød mere som en såret kat end som en stor farlig, brølende krigsherre, som gang på gang besejrede sine fjender v.hj. a. elefanter. Men når det så er sagt, så var musikken fantasktisk, og den smukke og enkle koncertsal var en perfekt ramme for koncerten.

Og apropos brøl eller fraværet af samme, så var søndag en hel fantastisk stille dag i Torino. Dagen var erklæret bilfri. Det er et genialt koncept. Vi trak vejret helt ned i maven, mens vi vandrede ned ad en af Torinos ellers meget trafikerede veje - og der var helt stille! FEDT.

Italien er jo et madland, og der er god mad overalt. Men min største kulinariske overraskelse her i Torino hænger sammen med min ellers manglende interesse for bagerkager. Det er slut nu! Jeg er blevet overvundet af disse små guddommelige og aldeles syndige størrelser, som fås overalt i alle mulige størrelser og smagsvarianter. De hedder selvfølgelig alle sammen noget forskelligt, som jeg i skrivende stund ikke husker en bregne af, men de smager fuldstændig overdrevet godt. Og køber man dem hos Platti - et gammelt konditori på Corso Vitt. Emanuelle, så bliver de pakket sirligt ind i gavepapir. Hvilken fryd at komme hjem med sådan en pakke: